My way from Denmark to India

Tripoto

De udødelige ord sagde han for 210 år siden, og den dag i dag er det endnu en af de eneste ting, sammen med kærlighed og længslen efter verdensfred, der ikke har ændret sig.

At rejse er tidsløst, det er "den lille sorte kjole" i forhold til livsbeslutninger; den går aldrig af mode.

Mens jeg skriver dette ligger jeg på en luft madras i Israels dynamiske og europæiske hovestad, Tel Aviv. Jeg rejste hertil d. 2 August for kun tre dage siden, og allerede igen oplever jeg at rykke mig flere kilometer inde i mig selv end jeg har gjort over landkortet.

Videre, vil jeg hele tiden, finde det nye, unikke og specielle i livet og i verden. Jeg tror også det er en følelse jeg deler med mange, der ligesom mig, rejser langs livets smukke vej... At jeg måske nogen gange kigger for meget efter hvilke fatamorganaer der ligger i horisontens hede, i stedet for også at se hvor jeg går.

Siden jeg kom til Israel har jeg tænkt endnu mere på hvad jeg ønsker der skal komme som det næste.. Indien igen? Sydøst Asiens gyldne trekant; Vietnam, Cambodia, Laos?

Og jeg glemmer at kigge mig for, og måske er det der jeg falder over en sten jeg ikke så, eller kommer til at gå forbi en smuk mælkebøtte der har kæmpet sig vej igennem asfalt og Mellemøstens hede.

Ligesom vores verden er jeg under forandring. Mine isbjerge af frygt smelter væk, mine hvaler af tillid bliver slået ihjel af ubehagelige oplevelsers forurening, samtidig med at jeg opdager nye arter af gode mennesker hver dag. Mine træer af begrænsninger som jeg planter omkring mig selv bliver fældet hver dag, og lavet om til det papir jeg skriver mine historier på, og de borde jeg sidder og tager en pause ved, når alt bliver for meget. Og præcis som verdens befolkningen, gror jeg større for hver dag der går.

Se, det er præcis derfor at rejse er så vigtigt. Det gør verden til et større sted, hvor alt er muligt med den rette indstilling. Og nogle af de vigtigste ting man skal lære for, i mine øjne, at være et mennesker der lever, kommer til dig som vand; det siver ind, stille og roligt, men konstant.

Hvad jeg har lært som jeg vil dele med alle der nogensinde har drømt om at rejse alene:

- Du ved altid selv bedst hvad du skal, med hvem og hvor. Respekter det, og lyt til dig selv.

- Alt er muligt. Alt er muligt.

- Livet vil lægge dig nok forhindringer i vejen, lad være med at gøre det sværere for dig selv.

- Der er noget positivt og negativt i alt ting, det kommer alt sammen an på hvordan du ser det.

- Du vil lære noget vigtigt af alle oplevelser du har, tag dig tiden til at finde ud af hvad det er du virkelig skal huske, og gøre til et livs mantra.

- Vær åben overfor folk omkring dig, der er så mange gode, og hvis du ikke giver dem en chance vil du aldrig se det.. - men respekter dine grænser.

- Følg din drøm, husk hvad du vil, og gå efter det.

- Der er altid et rigtigt tidspunkt at rejse på - når du vil.

- Vær ikke bange. Vær ikke bange for noget som helst. Du kan godt finde vej, du kan godt flyve alene, du kan godt gå alene, du kan alt.

- Fald og slå dig. For når du først har slået dig en gang, og er kommet op og stå, kan du gøre det igen... Og næste gang gør det ikke ligeså ondt.

- Respekter dig selv. Også selvom du føler dig åndssvag når du siger nej til et potentielt eventyr.

Og når du så kommer hjem fra en rejse der har vist dig mere af verden, og ændret dit syn på livet mere end du kan rumme; tag dig tid til at finde hoved og hale i dig selv. Men tag fat i dine venner, og del med dem hvem du er blevet nu, før du selv glemmer det. Så de kan minde dig om hvor stærk du er når hverdagen har fjernet hver en brun pikment på din hud og slettet lugtene, lydene og de følelser du havde på den anden side af planeten.

Be the first one to comment